I dag har jeg lyst til at tage dig med på en rundtur til Faaborg Midtfyn Kommune. Hvis du sidder i en anden region end region Syddanmark, kender du formentlig ikke så meget til Faaborg Midtfyn Kommune, så læn dig tilbage og nyd turen. Spænd sikkerhedsselen og lad dig blive forkælet med nogle spændende oplevelser i det midtfynske.
Og ja, de fleste tænker med garanti på Midtfyns Festival, når de hører om denne kommune i det midtfynske. Midtfyns festival opstod i 1976 af Peter Færgemann. Den voksede sig stor og i 1989 var den faktisk større end Roskilde festivalen med 63.000 gæster. Personligt har jeg gode oplevelser med Santana, Ulf Lundell og Gnags på festivalen.
Kører man få kilometer væk fra festivalpladsen, kører man direkte ind i den hyggelige landsby Ryslinge. Ryslinge er måske mest kendt for sin højskole, som havde mange gode år. Den blev grundlagt tilbage i 1851 af selveste Christen Kold. Som så mange andre højskoler oplevede højskolen i Ryslinge svære tider og fungerer i dag som efterskole.
Stærkt sammenhold i Gislev
Ikke så langt fra Ryslinge finder du den lille, hyggelige by Gislev. Gislev er måske mest kendt for Gislev Rejser, men jeg husker også tilbage som barn, da vi kørte igennem Gislev. På et skilt stod der:
– Gislev Ost er dejlig kost
I dag oplever man et stærkt fællesskab i byen, og hvis du vil se hvor aktiv byen er, kan du med fordel bevæge dig ind på OplevGislev, som er en slags portal for byen Gislev.
Snyd heller ikke dig selv for et besøg i Faaborg. Her finder du en vidunderlig, lille og hyggelig købsstad med masser af charme. Faaborg ligger cirka 30 minutters kørsel fra Svendborg og 45 minutters kørsel fra Odense. Men det er køretiden værd, og i stedet for at stresse på landevejen bør du nyde turen og lade dig indleve i de idylliske små byer, som du passerer på turen.
Når du lander i Faaborg, kan du parkere bilen gratis nede ved havnen. To minutter senere kan du tage en hyggelig gåtur oppe i Faaborgs gågade. Måske ikke verdens længste strøg, men nyd nogle minutter på torvet med de prægtige bygninger samt det kendte tårn. Hvis du er i det kulturelle hjørne, kan jeg varmt anbefale Helios Teatret, som byder på lidt af hvert. Snyd ikke dig selv for teatrets pragtfulde kaffe.
Dette var en lyngennemgang af nogle af de dejlige byer i Faaborg Midtfyn Kommune. Vi ønsker dig en dejlig rejse.